Hej Axel.

Nu er jeg her igen med et spørgsmål ... Det handler om den inderste kindtand, jeg før har beskrevet - se nedenfor. Den volder mig stadig problemer!
Varmepåvirkning giver fortsat voldsomme "smertelyn" - men derudover er det nu lissom det "strammer" omkring inderste kindtand. Der kommer nu også jag ind imellem ned i inderste + næst-inderste tand uden jeg sådan foretager mig noget. Det virker på mig som noget betændelses-agtigt, da det "murrer" - det bliver også værre, hvis jeg anstrenger mig fysisk eller har hovedet nedad. (eller bare ligger fladt om natten)

Jeg var på tandlægehøjskolen og fået taget nogle røntgen-billeder for ca 5 uger siden - de sagde mine rodbehandlinger så fine ud - men måske var der lidt bihulebetændelse. Derfor har jeg nu brugt næsespray i 3 uger - og er også blevet undersøgt af en næse/øre/hals-læge, der nu ikke mente, der var noget at komme efter!

(i øvrigt fik jeg gjort en rodbehandling i samme side færdig for ca 6 uger siden i samme side - den næst-næst inderste (!) - og det var bare frygteligt! I et døgn havde jeg frygtelige jag, der mindede meget om de jag, jeg får i den inderste kindtand ved varmepåvirkning - de kom bare ustandseligt - jeg var nær gået op i limningen!)
Jeg er jo stadig gravid -nu i 21 uge .. så jeg er ikke meget for at få åbnet rodbehandlingerne igen (som min tandlæge foreslår mig, da han ikke aner, hvad han ellers skal gøre) - jeg vil næsten hellere udholde det, som det er nu, hvis jeg kan til efter fødslen .. men der ER jo lang tid til!

Kan du sige mere udfra disse oplysninger ? Tror du en penicilin-kur ville hjælpe ? (det er jeg HELLER ikke meget for som gravid - men måske er det et forsøg værd ?)

Håber, du kan hjælpe mig!

vh Lone


P.S Det går faktisk bedre nu med mine andre følsomme tandhalse i højre side - så der er også lyspunkter :-)



Hej Lone.

Der er ingen tvivl om nu som du beskriver det og hele forløbet i øvrigt, at smerterne kommer fra den rodbehandlede tand.

Rodbehandlingen skal revideres og der bør undersøges meget nøje for en eventuel ekstra ubehandlet rodkanal. Det ses ikke helt sjældent.
Jeg er overbevist om at en kompetent ny udrensning og rodbehandling vil kurere dig og dermed fjerne dine uudholdelige smerter.
Kronen behøver ikke at skiftes. Det er tilstrækkeligt at lave et lille hul i tyggefladen, som senere kan fyldes med et lille porcelænsindlæg, når behandlingen har vist sig effektiv.

Hvad angår en penicillinbehandling vil det ikke skade fosteret på nuværende tidspunkt i graviditeten.
En stress situation med smerter, som du er i nu, er heller ikke gunstig for fosteret.
Antibiotikabehandling vil hjælpe aktuelt, men årsagen til lidelsen vil kun kunne fjernes ved en revision af rodbehandlingen.

Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk