Hej Axel
 
Min søn har haft ondt i en tand. Det så ud til, at der var slået noget af og det gjorde meget ondt.
 
Vi tog til tandlæge, hvor de "bare" sleb lidt af tanden og sendte os hjem igen. Han havde stadigvæk meget ondt. Senere på dagen hævede han utrolig meget og fik feber. Han kom så til tandlæge dagen efter og fik taget nogle røntgenbilleder. På billederne kunne de se at tanden smuldrede op indefra og det var vist meget sjældent. Det endte med, at han kom på penicillin og dagen efter fik tanden rykket ud.
 
Tandlægen sagde, at det var en tyretand, og det var 3. gang at han havde set det - og han er over 60 år.
 
Så er mit spørgsmål: Hvad betyder en tyretand og kan det sprede sig til de andre tænder? Er der noget man kan gøre, hvis det spreder sig?
 

Med venlig hilsen
 
Pia


Hej Pia.

Vi har vist aldrig hørt om noget der bare lignede betegnelsen "tyretand" indenfor odontologien.
Det kunne derimod tyde på at være en "dens in dente" eller et andet navn for det samme en "dens invaginatus".
De er ikke helt sjældne, omkring 1 - 5%, men ikke alle alvorlige, som I har oplevet det.
På dansk er det en indkrængning af emaljen ind i tanden, som har etableret en kanal ind i tandens nerve (pulpa).
Igennem denne er der således mulighed for bakterieindvækst med betændelse i tandnerven til følge. Tanden vil derefter nekrotisere (dø) og betændelsen kan evt.ses som en byld på tandkødet og forårsage smerter.
Tilstanden er hyppigst på de små fortænders bagside.
Derfor lægges helst en forsegling eller en art fyldning på indgangsstedet, der tydeligt ses, men ikke altid er alvorligt.
For en sikkerheds skyld.

Det er ikke noget der spreder sig til andre tænder. Det er genetisk bestemt.

Med venlig hilsen
Axel
www.spoergtandlaegen.dk