Kære tandlæge
Jeg er en pige på 20 år, som synes mine tænder, især fortænderne, er begyndt at blive lidt gennemsigtige i den del, der ikke sidder i tandkødet. Kan det passe i så ung en alder?
Jeg har hørt at bla cola gør tænder gennemsigtige, men jeg drikker kun cola 1-2 gange om ugen højst..kan det være grunden ?
Er der andre ting, der gør tænder gennemsigtige?
Kan det f.eks. være mangel på kalk?
Kan man gøre noget for at få den gamle farve i tænderne tilbage ?
Vil det blive værre med tiden, og hvor hurtigt ?
Min mor på 45 har meget gennemsigtige tænder. Kan det være arveligt ?
På forhånd tak for svaret.
M

Kære M.

Som du beskriver det, kan der være tale om dentinogenesis imperfecta. Denne "sygdom" er tidligere beskrevet med forskellige navne som transparent emalje, dysplasie de Capdepont, heriditær opalescent dentin og arvelig dentinhypoplasi. Sagt med andre ord betyder det, at dentindannelsen er mangelfuld.
Sygdommen er arveligt betinget, idet den viser regelmæssig dominant, autosomal arvegang. Tanddannelsesforstyrrelsen ses kun, hvis den ene af forældrene har "sygdommen" og der sker ingen overspringelse af en generation.
Dentinogenesis imperfecta ses hos et ud af 8000 mennesker og er lige hyppig hos piger og drenge. Den kan ses både i mælketandsættet og i det blivende tandsæt.
Til understøttelse af diagnosen er det hensigtsmæssigt at foretage en røntgenundersøgelse af tænderne, idet det er et karakteristisk træk, at dels rødderne er kortere og dels at kronens pulpa er formindsket eller helt fortættet.
Årsagen til dentinogenesis imperfecta menes at være en mangelfuld evne hos dentinen til at optage mineralsalte under dannelsen.

Hvis der er et meget tæt sammenbid mellem fortænderne i over og undermund, ser man ofte at overmundsfortænderne slides og derved bliver mere gennemsigtige.
Nogle mennesker skærer så kraftigt tænder, hyppigst mens de sover, at fortænderne slides tynde. Er det tilfældet for dig, kan du få din tandlæge til at fremstille en bidskinne i acryl til at bruge om natten. Så er det kun den der slides.

Om det bliver værre med tiden afhænger netop af hvor kraftigt, du slider på dine tænder.

Dannelsen af tændernes kroner er allerede færdig forløbet omkring syv otte års alderen, så derved udelukkes aktuel kalkmangel, ligesom cola et par gange om ugen næppe kan skade dine tænder.

Bliver det et stort kosmetisk eller funktionelt problem for dig kan du få sat porcelænskroner, eller enklere porcelænsfacader, på fortænderne. Så kan du få den oprindelige farve tilbage.

Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk