Hej
Jeg fik trukket en tand ud i overkæben for ca. 3 måneder siden. Det var
startet med en revne, hvorefter tanden blev rodbehandlet pga. smerter.
Desværre flækkede den midt i forløbet, og var ikke til at redde. Jeg kunne i
øvrigt ikke smertedæmpes ordentligt under rodbehandlingen (hvilket også har
været et problem i forbindelse med en anden tand der blev rodbehandlet for
år tilbage).

Efter tandudtrækningen havde jeg en del smerter i tanden foran "hullet", men
disse fortog sig efterhånden. Der har ellers været dejlig ro i tænderne i de
forløbne 3 måneder.

Men forrige mandag var jeg igen hos tandlægen for at starte på at få lavet
en bro for at dække "hullet". De 2 tænder på hver side af "hullet" blev
boret til, og der blev sat midlertidige kroner på. Det hele gik rigtig
fint - bedøvelsen virkede helt godt. Indtil den altså klingede af, ud på
aftenen ... så fik jeg nemlig voldsomme smerter, som jeg dog kunne dæmpe med
Ibumetin 400 mg. Jeg ringede til tandlægen dagen efter, og fik at vide at
jeg skulle se tiden an et par dage. Det gjorde jeg så. Smerterne var der
stadig i begge tænder (og nu også i undermunden, hvor jeg efter
tandudtrækningen i øvrigt havde fået påsat en guldkrone - uden problemer).
Smerterne efter de midlertidige kroner var til at holde ud, hvis jeg
indimellem tog nogle Panodiler, bl.a. for at kunne sove.

I forgårs var jeg så for 2. gang hos tandlægen, for at få lavet aftryk til
broen. Han kunne ikke forstå at jeg stadig havde smerter i tænderne, og
havde ikke rigtig nogen forklaring på det. Jeg foreslog at vente lidt med
den fortsatte behandling, hvilket han ikke synes der var nogen idé i,
særligt da der jo ikke den dag skulle bores, men blot tilpasses. Jeg blev
bedøvet med 1/2 dosis, og mærkede sådan set ikke noget til aftryk mv. MEN
inden jeg havde fået rejst mig fra stolen, begyndte smerterne igen, hvorfor
jeg fik en Ibumetin af tandlægen.  Tandlægen gav udtryk for, at han
simpelthen ikke kunne forstå hvorfor jeg havde så mange smerter, da der ikke
var noget som helst at se ved tænderne - de så helt normale ud. Han havde
som han selv sagde, jo stort set ikke havde gjort andet end at tage de
midlertidige kroner af og på, på de 2 tænder. Vi aftalte at jeg skulle vende
tilbage, hvis smerterne blev ved i flere dage.  Han håbede ikke at det blev
nødvendigt at rodbehandle mig. På vej hjem oplevede jeg smerter særligt i
den ene tand, som var nærmest uudholdelige. De aftog dog efter noget tid
(pillen jeg tog hos tandlægen skulle lige virke ordentligt, lod det til)

Jeg har nu det forløbne døgn været nødt til at tage de omtalte piller ca.
hver 4 time, hvilket jeg godt er klar over er i overkanten, for smerter både
ved de 2 tænder, men også fra undermunden (!). Men lige så snart at der går
mere end de 6 timer, bliver smerterne ikke til at holde ud. De er i øvrigt
ikke rigtig væk på noget tidspunkt. Særlig slemme er de ved varme/kulde (og
så når medicinen klinger af, som sagt)

Jeg er meget bange for at skulle ha´ lavet nye rodbehandlinger, på baggrund
af mine oplevelser med ikke at kunne blive ordentligt bedøvet, og ikke
mindst fordi det tyder på, at det denne gang skal være i 2 tænder!

Kan I forklare hvorfor jeg har fået så mange smerter? Er nerverne blevet
skadet i de 2 tænder da de blev boret til? Eller er der revner i begge
tænder?

Jeg har en ny tid hos tandlægen om ca. 14 dage (og hos tandtekniker inden).
Jeg er meget i tvivl om jeg bare skal se tiden an, og bide smerterne i mig -
eller jeg skal tage mig sammen og komme af sted til tandlægen igen nu og så
fået lavet de rodbehandlinger...smerter eller ej.

Håber at høre fra jer snart , og undskyld det lange brev, som I bare kan
forkorte (jeg synes bare I skulle have hele historien, for bedre at kunne
vurdere mit problem)

Vh
Charlotte


Kære Charlotte.

Jeg synes bestemt du skal vente med at få lavet videre før du er totalt smertefri...
Bed din tandlæge lave nogle midlertidige kroner med smertestillende pasta i. Der kan jo som du selv er inde på være tale om en pulpitis (nerveskade), måske en mikrospalte. Tændernes vitalitet bør naturligvis måles, røntgenfotograferes og evt. selektivt lokalbedøves, når der er akut smertetilstand.

Dersom smerterne fortsætter vil jeg anbefale dig at få lavet en special røntgen undersøgelse af begge kæber (ortopan). Findes der ikke noget her som årsag kan smerterne måske udløses via en såkaldt triggerzone, men det kræver ekspertundersøgelse af enten hospitalstandlæge eller neurolog.

God bedring og lad mig høre hvordan det forløber.

Med venlig hilsen
Axel
www.spoergtandlaegen.dk