Hej axel
 
 
Jeg har haft en masse bøvl med en af de forreste kindtænder. Den er blevet rodbehandlet og er blevet åbnet flere gange igen pga betændelse. For nylig fik jeg en ret stor tandbyld og enden af det hele blev at tanden måtte ud. Den var nu heller ikke så meget værd, da den var blevet ret sort og havde "ridser i lakken" både på langs og på tværs.
Mit spørgsmål er egentlig, hvor længe man normalt har smerter efter en tandudtrækning. Nu er der gået 4 dage og jeg har stadig ondt, ind i mellem med ret skrappe, dunkende smerter. Jeg får ikke mere penicillin ( efter 3 ugers behandling), men kan absolut ikke undvære smertestillende. På ansigtet kan man kun ane en lille hævelse tilbage, men indvendig føler jeg mig "skæv" i overmunde.
 
Venlig hilsen "perletand"


Kære Perletand,
tak for dit spørgsmål.

Det er ikke normalt med længere tids smerter efter tandudtrækning, men i tilfælde som dit, hvor der har været tale om rodbehandling, der ikke rigtig er lykkedes og flere gange betændelse, kan der komme meget kraftige smerter, der kan stråle ud i øre eller tinding. Patienten føler at der er metalsmag og der kan være dårlig ånde.
Tilstanden kan også forekomme ved voldsomt traumatiserende tandudtrækninger eller ved visdomstandsfjernelse, her hyppigst i undermunden.
Der er sandsynligvis tale om alveolitis sicca dolorosa eller dry socket. I nogle tilfælde kan der ligefrem blive afstødt små knoglestykker, hvor tanden har siddet.
Behandlingen består i at tandlægen lægger et lille stykke gaze fugtet med eugenol, eller nellikeolie på dansk, op i hullet hvor tanden sad. Det tager smerten med det samme. Denne mêche skal skiftes hver dag i en periode til smerten er hørt op.
Når tandlægen ikke rutinemæssigt lægger sådan en mêche i efter udtrækningen, er det fordi ophelingen ved denne procedure kommer til at tage længere tid og fordi det trods alt er sjældent, det går så galt, som du har oplevet det.
Håber du har det bedre.

Med venlig hilsen

Axel

www.spoergtandlaegen.dk