Jeg har fået lavet en rodbehandling hos min tandlæge, og har fået at vide, at når først indgrebet var overstået ville jeg ikke have smerter længere. Jeg fik dog at vide, at jeg kunne forvente at være øm i et par dage.

Da bedøvelsen fortager sig gør det virkelig ondt. Ikke bare i den behandlede tand selv (en stor kindtand), men op gennem kæben, så det nærmest føles som ørepine og i den ene fortand, der dunker og er varme/kuldesensitiv.

Jeg har i forbindelse med processen inden rodbehandlingen fået udskrevet smertestillende piller, der har virket godt, men disse virker ikke nu.

 

Nu er mit spørgsmål: Er det normalt at det gør så ondt efter en rodbehandling, også i selve tanden (hvor nerven jo skulle være død) og hvor længe kan man forvente det varer? Min egen tandlæge afviser mig med at ’det er normalt at være øm’, men jeg er ikke øm – jeg har smerter. Kan det være fordi nerven ikke er helt død, og skal jeg så fald igennem det hele én gang til?

 

Jeg skal måske lige nævne, at jeg ikke har fået antibiotika, selv om jeg fik at vide at der var betændelse i nerven. Bør jeg ikke det?

 

Venlig hilsen

Anne




Kære Anne.
 
Undskyld den sene besvarelse.
Som hovedregel gælder det at smerten er overstået når tandens nerve er fjernet. Dette gælder specielt dersom betændelsen er lokaliseret i selve nerven.
Sidder betændelsen derimod i kæbebenet omkring tandroden, kan det tage lidt tid før smerterne ophører helt. De fleste vil dog tydeligt kunne mærke at trykket og spændingen bliver mindre, når tandlægen har renset og skyllet op igennem roden.
Det er ret almindeligt at lægge et medicinsk præparat med både helende og smertestillende effekt ind i tanden indtil den endelige rodbehandling kan finde sted.
 
Hvis du har smerter ved både varme og kuldepåvirkning af pågældende tand ville jeg ikke udelukke en overset og dermed ubehandlet kanal.
Findes en sådan ikke og fortsætter smerterne vil jeg absolut anbefale et antibioticum og stærke smertestillende tabletter og ikke afslutte rodbehandlingen før der er smertefrihed.
 
Med venlig hilsen
 
Axel
www.spoergtandlaegen.dk