Hej

Jeg har i de sidste 4 år haft en lille smerte omkring en bestemt kindtand.
Smerten plejer ikke at være slem og kunne som regel lindres ved at børste tænderne!
Jeg mærkede til den 4-6 gange årligt. Min tandlæge har flere gange kikket efter om der skulle være et problem, men han kan ikke
se noget unormalt.
Smerten er nu blevet meget værre, og kan kun lindres en smule med smertestillende piller. Den har nu varet i ca. 10 dage.
Smerten bliver værst ved kulde- og varmepåvirkninger. Bare det at jeg går en tur (ved ca. +5 C) gør at jeg får forfærdelig tandpine.
Dog kommer det oftest efter at jeg er kommet ind i varmen igen!
Jeg var igen til tandlægen som tog røntgen af over og under kindtænder + rod, og igen uden at finde noget.
Jeg skulle bide i en genstand for at se om der var et bestemt sted på tanden som kunne fremprovokere smerten, men det var der ikke.
Og det gjorde heller ikke ondt når han trykkede forskellige steder på tanden.
Dog for jeg ondt i tanden hvis jeg tygger på noget hårdt (gulerod, rugbrød) med den ømme tand.
Tanden er meget plomberet og ser lidt grålig ud.
I dag fik jeg taget en blodprøve for at se om jeg skulle have en betændelse (evt. i kæberne), men der var heller ingen problemer.
Min tandlæge siger nu at det eneste han kan gøre er at bore i tanden for at se om der måtte være en revne.
Jeg lider desværre af tandlægeskræk, og vil gøre alt for ikke at blive boret.

Har I nogle ideer til hvad der kan være galt?
Venlig hilsen
J O


Kære J O.

Der er nok ikke nogen tvivl om at en så alvorlig smerte skyldes en afficeret pulpa (tandnerve).
Fyldningen skal fjernes og tanden nøje undersøges for revner eller direkte åbning til den følsomme pulpa.
Det er da ret voldsomt at have gået rundt med en smertevoldende tand i fire år og nu være nødt til at tage smertestillende medicin.
Hvis du ikke har tillid til at din tandlæge kan garantere dig at han/hun kan foretage indgrebet uden at du kan mærke det mindste - så må du finde en anden.
Du kan få beroligende tabletter inden behandlingen og du kan få lattergas + en lokalbedøvelse, så mærker du absolut intet.
Mange tandklinikker anvender også afslappende musik i hovedtelefoner.
Du må se at få gjort noget ved det NU.

Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk