Hej Axel, jeg har nu i nogle år gået med en skæv tand i overmunden, og dette har generet mig i lang tid. Nu har jeg besluttet mig for at få det lavet, og jeg har forhørt mig hos min egen tandlæge men hun ville ikke give nogen pris samt handlingsplan da hun ikke udfører sådan en type opgave. Jeg har fundet din mail via spoergtandlægen.dk og jeg håber du kan give mig et bud på hvad der skal ske for at få rettet op på min overmund samt en cirka pris. Jeg har hertil også hørt at kan betale sig og få lavet større tand operationer i udlandet, men vil selvfølgelig helst have dette lavet i DK.

 

På forhånd mange tak for din hjælp!

Med venlig hilsen

Michael G L



Kære Michael.
Jeg er specialtandlæge i tandregulering og har fået forwardet dit brev fra Axel.
Desværre er dine billeder meget utydelige og uskarpe. Jeg spekulerer også på, om den måde, du bider sammen på på billederne er den "rigtige" måde - altså den måde, du til daglig bider sammen på?
På billederne har du nemlig underkæben til at bide foran overkæben - hvis det er rigtigt, har du "underbid" - det kan godt gøre sagen noget mere kompliceret.
Som jeg læser dit brev, har du ingen problemer med at bide sammen - du har alene en kosmetisk generende fortand. Med ALT muligt forbehold vil en kompromisbehandling, der alene går ud på at rette din fortand,nok kunne gøres for mellem 18.000 og 25.000 kr - HELT AFHÆNGIGT AF DIT SAMMENBID OG PLADSFORHOLDENE i øvrigt.Derfor det meget store "spring" i priser
Problemet er - bl.a. - at hvis den stilling, du ønsker på tanden, ikke passer til sammenbiddet, vil tandretningen i værste fald ikke holde - i bedste fald skal du resten af livet bruge en form for "fastholdeskinne" i det mindste om natten.
 
Det, jeg synes, du skal gøre, er at få en konsultation hos en specialtandlæge i tandregulering, som meget mere præcist kan fortælle dig om opgavens omfang.
 
M.h.t. din sidste bemærkning om mulig behandling i udlandet: ja, det er billigere f.eks. i Polen - men du skal huske på, at en tandreguleringsbehandling strækker sig over længere tid  - fra 6  - 24 mdr - hvor man sædvanligvis får bøjlerne strammet ca. hver 4. - 5. uge. D.v.s. at du skal til Polen 5 - 20 gange - det kan sjældent betale sig for lige den type behandlinger.
 
Så - som sagt: Besøg en specialtandlæge og få lidt mere tjek på, hvor meget bøjle, der kræves og hvad det koster.
Med venlig hilsen
E.Højensgård
Specialtandlæge i tandregulering
www.spoergtandlaegen.dk