Jeg skriver på vegne af min kæreste. Han har for nylig været ved en tandlæge, som konstaterede at han havde brug for en rodbehandling i venstre side af overmunden - 2. inderste tand. Derudover havde han 3-4 huller, der så skulle laves med sølv. Det min kæreste nu undrer sig over er prisniveauet for en sådan behandling, hvad vil denne ligge på? Når man får en tand rodbehandlet, hvad er det så der sker, dræber man roden og har en "død" tand siddende eller?
På forhånd tak for svaret.
Vibeke.

Kære Vibeke.

Inde i tandens hulrum findes pulpa, der indeholder tandens blodforsyning og nerver samt bindevæv. Dette tandens bløde væv findes i kronen og ned i rødderne. Det er det væv man behandler ved en rodbehandling. Almindeligste grund til at der skal foretages rodbehandling er caries eller hul i tanden, men det kan også skyldes et slag og en skade på tanden, som enten blotlægger pulpa eller ødelægger tandens blodforsyning.
I nogle tilfælde fjerner man derfor en mere eller mindre "levende" eller vital pulpa, hvis skaden på den er for stor og smertegivende og udsigten til helbredelse for dårlig. I andre tilfælde er pulpa visnet og blevet kronisk betændt og det er så de "døde" pulparester der fjernes.

På billede (1) ses cariesangreb i en lille og en stor kindtand. På sidstnævnte tand er pulpa allerede betændt. Billede (2) viser begyndende betændelse i den lille kindtands pulpa mens pulpa i den store kindtand er "afgået ved døden" og betændelsesbakterierne har dannet en tandbyld på den forreste rodspids. Behandlingen går (3) nu ud på at fjerne cariesangrebet og overdække den blotlagte pulpa på den lille kindtand med først en kalciumholdig pasta og derefter en fyldning af en art. Den store kindtands behandling består i en instrumentel og medicinsk fjernelse af bakterier og afglatning af rodkanalens indre vægge hvorefter kanalerne forsegles ved rodspidserne, så der bliver permanent lukket af mellem tanden indre og den omgivende tandknogle. På billedet ser man en fil, der dels har fjernet pulparester og bakterier mens den samtidig afglatter kanalernes indre overflader. Det sidste billede illustrerer de færdigbehandlede tænder, hvor det ses, at den lille kindtand er blevet sund og har bevaret sin vitalitet.

Prisen på fyldningerne og røntgenundersøgelser er fastlagt i overenskomst mellem Tandlægeforeningen og Sygesikringen. Rodbehandling kan prissættes individuelt, hvorfor der vil være nogle forskelle; prisen vil også påvirkes af antallet af bedøvelser om nødvendigt.
Prisniveauet vil nok være omkring 3000,- med forskel på 25% i begge retninger.

www.spoergtandlaegen.dk
 

Billedmaterialet er hentet i Tandlægens Billedhåndbog, udgivet af Dansk Tandlægeforening.