Hej
 
Jeg, kvinde 41, har i 5 dage haft smerter i øverste kindtand (ved siden af visdomstanden). Tanden har en stor fyldning, og jeg regnede med at det var rodbetændelse, og jeg fik ret! Jeg har været hos en tandlæge der tilbyder narkose (har voldsom tandlægeangst), og tandlægen foreslår enten rodbehandling, med efterfølgende krone, eller udtræk. Samtidig skal visdomstanden ud, da den er vokset langt ud pga. at dens "makker" i undermunden er fjernet for 10 år siden. Og som "kronen på værket" fandt man begyndende tandkødsbetændelse, hvilket kræver udvidet tandrensning, som foretages når jeg nu alligevel "skal sove".
Hvis jeg vælger at få tanden ud, ja, så er det overstået. Derimod er en rodbehandlige tilsyneladende en længere proces, der ikke er overstået på én gang. Og så ved man jo alligevel ikke helt, om behandlingen er lykkedes. Jeg har læst ( Knut T. Flytlies bog "Vitaminrevolutionen" ) lidt om hvordan rodbehandlede tænder ( som jo er dødt væv, tandrodens vægge er der jo stadig ) kan afgive kadaverproteiner som kroppen prøver at beskytte sig imod. Og det kan måske give problemer på sigt. Tandlægen siger at det ikke er noget problem at mangle både visdomstanden og den bagerste kindtand, og nu er jeg kommet i tvivl, om hvilken behandling jeg skal vælge. Jeg ville være glad, hvis du har en kommentar til problemstillingen.
På forhånd tak.
"bange, bleg og besværlig"

Hej 3 B´er.

Uden at tage stilling til forekomst af mulig kadaverprotein, synes jeg det fornuftigste - din tandlægeskræk taget i betragtning - at få fjernet begge omtalte tænder i et hug.
Narkosebehandling er kostbart og rodbehandling med efterfølgende kroning tidskrævende over flere seancer.

Med venlig hilsen
Axel
www.spoergtandlaegen.dk