Kære Tandlæge
 
Jeg henvendte mig til min tandlæge fordi en tand var øm og følsom overfor varme/kulde. Der blev lavet en krone, som blev sat på midlertidigt. Da generne ikke forsvandt, fik jeg en rodbehandling. Behandlingen har ikke hjulpet. Hvad kan årsagen være ?
 
På forhånd tak
 
Heidi


Kære Heidi,
 
tak for dit spørgsmål.
 
Når tanden er øm for både varme og kulde skyldes det at pulpa (tandnerven) er betændt.
 
Hvis tanden efter rodbehandling stadig viser smertesymptomer er der to muligheder:
 
1) Enten er det det en anden tand, der volder problemerne, men smerterne opfattes som stammende fra den pågældende tand -
2) eller der er stadig i den rodbehandlede tand en overset og derfor ubehandlet rodkanal.
 
Det ses ikke helt sjældent at der er flere kanaler i en tand end det antal, man regner med. Ofte kan de være svære at få øje på, men ved at tage røntgenbilleder fra forskellige vinkler af tanden lykkes det som regel at afsløre en sådan ekstra nervekanal.
 
Jeg tror det sidste er forklaringen på dit problem.
 
 
Med venlig hilsen
 
Axel
www.spoergtandlaegen.dk