Hej,

min tandlæge har anbefalet mig at få skiftet nogle fyldninger, fordi der
er (som han siger) små revner i nogle tænder, som kunne være forårsaget
af amalgam fyldninger, der har udvidet sig. Han vil skifte dem til
plastfyldninger, som ved sammentrækning vil hjælpe med at lukke revnerne
i tænderne. Jeg er ikke særlig glad over forslaget, da fyldningerne ikke
er så gamle og jeg ikke har hørt meget godt om plastfyldninger. Hvad nu
hvis forsøget mislykkes? Kan tanden ikke holde alligevel, selvom der
måske er små revner i den? Jeg overvejer at spørge en anden tandlæge,
men måske kan du svare mig.
På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Sonja


Kære Sonja.

Revner i tænderne kan godt opstå når amalgamen udvider sig. Men der kan også komme revner i ikke-fyldte tænder på grund af belastningen og ældningsprocesser.
Når amalgamfyldningen har nået en vis alder begynder den så småt at korrodere. Disse korrosionsprodukter betyder at fyldningen kommer til at fylde mere og vil alt andet lige medføre et øget udadrettet pres på den omgivende tandsubstans. Det kan medføre at der kommer enten mikrospalter, som gør tanden følsom, eller revner og i værste fald brud på tanden, så en væg brækker af.

Dette kan naturligvis forebygges ved at amalgamfyldningerne i tide skiftes ud med nye amalgamfyldninger.

Er der kommet store revner i tanden er det en god ide at anvende et plastmateriale, som via sin vedhæftningsevne og svage kontraktion under afbindingen er med til at stabilisere en svækket tand, især hvis det drejer sig om små fyldninger, der ikke strækker sig ud over eller skal erstatte en eller flere  manglende vægge.

Drejer det sig om store fyldninger kan der på længere sigt blive problemer med slidstyrken og med kontaktpunkterne til nabotænderne.
Plastfyldningerne kræver en større grad af mundhygiejne, da spalten mellem fyldning og tand ifølge nogle forskere nemmere bliver sæde for nyt cariesangreb.
I sådanne tilfælde er jeg mere betænkelig ved ukritisk brug af plast.
Et alternativ kunne være porcelæn eller keramiske indlæg, der er skånsomt for tanden, stærkt og isat med en adhæsiv teknik, der støtter en svækket tand på optimal måde, samtidig med at det ser naturligt ud.

Man kan udmærket leve med små revner i sine tænder, det gør vi jo alle mere eller mindre, så du kan se tiden an og tage spørgsmålet op til fornyet overvejelse når eller hvis den første tand bryder sammen. Det må være et temperamentsspørgsmål.

Der er blandt tandlæger store forskelle i deres opfattelse af og anvendelsen af plast contra sølvamalgam, men tendensen går helt klart mod øget plast og mindre amalgam.

Prisen på en stor plastfyldning i en kindtand er i Danmark uden tilskud fra den offentlige sygesikring. Det er en såkaldt fri ydelse, hvor tandlægen selv fastlægger sit honorar, så der er store forskelle på den samme ydelse. Måske er prisforskellen på en stor plastfyldning og et keramisk indlæg ikke så stor. Er den ikke det vil jeg foretrække indlægget. Det er min mening.

Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk