Hej
 
Jeg har fået en krone på en tand og efter nogle besøg hos tandlægen beslutter hun sig for at ødelægge kronen og tage den af igen fordi jeg har ondt i tanden når jeg skal tygge, ellers har jeg overhovedet ikke ondt i den.
 
Idag skulle jeg så afsted igen for 6. gang med den tand og hun beslutter sig for at rodbehandle.
Under rodbehandlingen kan hun så se at der er en masse betændelse nede i tanden og hun siger at det har jeg bare gået med rigtig længe. (jeg var afsted 1. gang med tanden i oktober måned).
 
Nu vil jeg så spørge om ikke hun ved at have taget et røntgenbillede 1. gang jeg var afsted og hun besluttede sig for at bore ud og gøre klar til krone, det er jo immervæk mange penge en sådan koster, kunne have set at der var betændelse i tanden.
 
Hvis hun kunne have set det ville det jo have sparet mig for en masse køreture og bedøvelser og i det hele taget alt det besvær det har givet, at jeg ikke har kunnet tygge i den side af munden i flere måneder.
 
Tak fordi jeg måtte spørge...
 
Med venlig hilsen
 
Else


Kære Else.

Tak for dit gode spørgsmål.
Men det er ikke altid så lige til at besvare.
Der må jo naturligvis have været omfattende skader på tanden, når tandlægen anbefaler en kronebehandling.
Havde du smerter i tanden før kroningen, eller var der noget, der tydede på, at der allerede før behandlingen var betændelse?
Skaden på tandens nerve (pulpa) kan evt. være sket under selve kronings proceduren.

Der er flere måder man kan bruge til afgøre om der er betændelsestilstand. En af dem er naturligvis, som du selv er inde på røntgenundersøgelse.
En anden er vitalitetstest: der sendes en svag pulserende strøm gennem tanden, hvis der ikke mærkes noget skal tanden med stor sandsynlighed rodbehandles, idet pulpa er død og let bliver sæde for betændelse. En tredie mulighed er efter aftale med patienten at tandlægen indledningsvis påbegynder tildannelsen af tanden UDEN bedøvelse. Dersom der ikke er følelse (smerte) her, bør der undersøges nærmere før kronen færdiggøres.

Både for patientens, men også for tandlægens egen skyld, er det altid en god ide, at røntgenfotografere før en større og kostbar behandling iværksættes.

Men tag en snak med din tandlæge om  muligheden for reduktion i prisen på såvel rodbehandling og den nye krone.

Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk