Hej Axel

Jeg har oplevet at mine tænder fra den ene uge til den anden er blevet
meget gule på siderne, hvilket forbavsede mig ret meget. Jeg har læst et
andet svar, her på siden, hvor alderen blev fremhævet som årsagen til
misfarvningen. Men nu er jeg kun sidst i tyverne og som sagt er det
nærmest kommet fra den ene uge til den anden. Hvad kan det skyldes? Kan
det skyldes, at jeg har drukket væsentligt mere rødvin her på det sidste
end jeg plejer - eller kan det skyldes mavesyre? Jeg har dog ikke
tendens til sure opstød eller deslige -men min kæreste klager jævnligt
over dårlig ånde, men det er vel en helt anden sag? Til sidst - kan en
for voldsom tandrensing have haft denne effekt på emaljen?

På forhånd tak! Oluf



Kære Oluf,

Så vidt jeg ved, er det eneste, der kan misfarve tænderne på kort tid og i din alder, som du selv er inde på, udefra kommende påvirkninger.
Te, kaffe, rødvin og tobak er jo velkendte syndere i den henseende.
Jeg hælder mest til den anskuelse, at du har fået en kraftig tandrensning, som har renset fladerne men ikke i tilstrækkelig grad siderne på tænderne, altså tandmellemrummene. Herved vil disse fremstå gulere eller mørkere.
Mange tandlæger bruger særlige rensesystemer, eller blot simple supertynde sandpapir strips til mellemrummene.
Hvis din tandlæge ikke gør det, er det sandsynligvis forklaringen.

Dårlig ånde kan sagtens komme fra mavens sure opstød.
Også det kan du få gjort noget ved.

Med venlig hilsen

Axel