Kære Axel Tulinius
Vores dreng på nu 3½ år begyndte at få ondt i sine øverste hjørnetænder for 2 år siden. I perioder rykkede han i dem, fordi de gjorde ondt. Det endte med, at den ene røg ud en nat. Herefter gik vi til tandlægen, blev videre henvist børneafdeling pga af mistanke om histiocytose. Denne mistanke blev heldigvis afkræftet på Rigshospitalet, og han  blev sendt til videre undersøgelse hos en tandlæge også på Rigshospitalet. Den anden øverste hjørnetand begyndte i dette forløb også at gøre ondt og blev løs.  Tandlægen på Rigshospitalet trak den ud og sendte den til mikroskopi, som efter 3 mdr. vidste, at det var en sund tand. Nu gik der så et stykke tid, hvor han ikke klagede over smerter i de andre tænder, men så kom der perioder igen, hvor han sagde, det gjorde ondt i andre af fortænderne.
Vi tog på Rigshospitalet igen, han blev røntgenfotograferet, og der var ikke tegn på noget unormalt overhovedet. Det er vi selvfølgelig glade for, MEN  vi står altså stadig med et barn, der i perioder har ondt i en eller flere af sine fortænder, manipulerer med dem, når det gør ondt, så de bliver løse. Så for vores dreng er problemet ikke løst med, at han ingen diagnose har.
Det skal siges, at han iøvrigt er frisk og rask - dog nok mere træt end andre på hans alder.
Han har ikke tendens til at få fikse ideer med at pille i noget eller andet, der kan forklare at han manipulere med sine tænder. Han er relevant og fornuftig, når han fortæller, at det gør ondt, og hvor det gør ondt. Det er dog som om, smerterne i tænderne forværres, hvis han har en infektion. Kan han have noget betændelse i knoglen under tanden
og ville tandlægen på Rigshospitalet have set det på røntgenbilledet?  Med venlig hilsen Anne og Hugo

Kære Anne og Hugo,
 
Det er en kedelig historie for Jer, og det er selvsagt ikke muligt at komme med en diagnose i en brevkasse. Det spørger I jo heller ikke om - derimod spørger I meget konkret om der kan være betændelse i knoglen, uden at man kan se det på røntgenbillede, og det kan jeg svare bekræftende på: Før man kan se forandringer på røntgen, skal knoglen have mistet op mod 30% af sit mineralindhold. Jeg vil dog tro at man på børneafdelingen har taget blodprøver mhp. på infektion, og en større betændelsestilstand ville da have vist sig. Alligevel lyder det for mig til at røntgenundesøgelsen bør gentages.
 
Mikroskopisk undersøgelse af en tand tager så lang tid som i nævner - tanden skal nemlig afkalkes skånsomt først, og det går langsomt. Undervejs tager man iøvrigt røntgenbilleder af den flere gange, for at følge afkalkningen. Man kan somme tider se tænder med meget korte rødder (det kaldes rhizomicri), og sådanne mælketænder vil falde ud tidligere end normalt - men roden var åbenbart også normal mht. størrelse.
 
Jeg synes at I skal kontakte den lokale børnetandpleje om problemerne - de har mulighed for at gentage røntgenundersøgelserne og om nødvendigt sammenligne med optagelserne fra Rigshospialets Tandklinik,  og for at følge udviklingen, herunder måle pocher - "lommer" - omkring de problematiske mælkefortænder. Blodprøver mht. infektionsparametre kan utvivlsomt gentages hos Jeres læge. Jeg vil meget gerne høre, hvad der videre sker.
 

Venlig hilsen
   Henning
www.spoergtandlaegen.dk