Jeg er en kvinde på 40 år, som i de seneste ca. 10 år har haft følsomme tandhalse på grund af "hård" tandbørstning i barndommen. Endvidere har jeg perioder, hvor jeg bider tænderne kraftigt sammen, mens jeg sover.

Nu oplever jeg så en form for ømhed i den ene side af munden. Det virker som om, at tænderne/en tand måske er lidt løs og de er meget følsomme overfor mad og drikkevarer. Faktisk så bruger jeg nu kun den anden side af munden, når jeg spiser, for det virker ikke rigtigt at kunne mærke sine tænder "bevæge sig", når man tygger.

Er det noget, du kan give mig et godt råd omkring, eventuelt en mulig forklaring?
På forhånd tak

Eva



Hej Eva.

Tak for dit spørgsmål.
Generelt er det jo meget vanskeligt at besvare spørgsmål af den art, du stiller her.
Du siger selv, at du har følsomme tandhalse pga. for hård tandbørstning. Tandkødet har så trukket sig tilbage og blotter overgangen mellem emalje og dentin. Denne er specielt kuldefølsom.
At man bider tænderne kraftigt sammen under søvnen eller under pressede situationer er ikke ualmindeligt. Er der tale om voldsom tænderskæren (bruxisme) ses der slidfacetter på tænderne, der kan ligefrem ses S-formede nedslibninger af for- og hjørnetænder.

Hvis tænderne er løse, kunne det tyde på at der er betændelse enten på rødderne eller i den knogle, der omgiver tandrødderne. Der kunne være tale om paradentose, men der kan også være en betændelse på roden, rodspidsbetændelse.

Når der er smerter ved spisning, kunne det tyde på, at der sket et knoglesvind og at der muligvis er caries imellem tænderne, som ikke ses fordi tandkødet er hævet og skjuler cariesangrebet. Det ses faktisk ikke helt sjældent.

Du skal få 1) undersøgt dit tandkød, få målt tandkødslommerne, dvs. afstanden fra toppen af tandkødsranden til knogleniveauet. Normale forhold er indenfor 3 mm's dybde, derudover er det pathologiske tilstande.
Yderligere vil jeg anbefale 2) vitalitetstest af tændernes nerver, (en svag pulserende strøm sættes igennem tænderne) og 3) endelig en omhyggelig røntgenundersøgelse af dine tandforhold.
Det sidste kan gøres ved enkeltoptagelser eller ved panoramaoptagelse over hele over- og underkæbe på en gang.

Jeg håber du kan bruge svaret, ellers er du velkommen igen.

Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk