Kære tandlæge.

Jeg har knækket noget af en hjørnetand ved spisning af et stykke rugbrød. Det er en tand med kraftig fyldning, hvoraf én af de 4 "takker" på tanden er knækket af op til tandkødet. Jeg er studerende midt i eksamenstiden, og mine spørgsmål er: Skal det behandles omgående, eller kan vente et par uger? Dertil overvejer jeg af økonomiske årsager at få tandplejen udført i Malmö eller evt. tandlægehøjskolen - hvad siger du til dét?

Mvh. Stine
 

Kære Stine.

Jeg synes, du skal få tanden ordnet med det samme.
Så er du fri for at tænke mere på den og risikerer ikke, at den giver dig tandpine i eksamenstiden.
Du kan formodentlig nøjes med at få den repareret.
Hvis det er en for- eller hjørnetand, må der ikke anvendes amalgam, her bruges så plast, der fastgøres ved avanceret adhæsivteknik.
Dersom din tandlæge anser skaden for så omfattende, at der skal en krone på, kan denne behandling sikkert udskydes uden problemer, til eksamen er i hus.

Efter at det er blevet muligt at fremstille kosmetisk og funktionelt tilfredsstillende kroner af metallet titanium med påbrændt keramik, er de blevet væsentligt billigere end metalkeramikkroner fremstillet af guld. Titanium er noget af det mest vævsvenlige materiale man har og  som jo også finder vid anvendelse i implantatbehandling i dag.

Der er  ikke noget galt i at konsultere en svensk tandlæge, men for blot en reparation eller kronebehandling som ovenfor nævnt er fordelen tvivlsom.
Du kan sikkert godt få en aftale om betaling på lempelige vilkår hos din tandlæge, når du er studerende med stram økonomi.

Med hensyn til behandling på Tandlægeskolen har jeg fået oplyst, at der er lukket for tilgang af patienter for resten året og at der de sidste mange år har været en ventetid på 13 måneder. Dette gælder for Århus Tandlægeskole, men mon ikke noget tilsvarende gælder for København.

Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk