Kære Axel.
Jeg dyrker cykelsport og har derfor brug for vædske på længere ture. Har i
de senere år benyttet blandede safter (eks. de fra Rynkeby), da de smager
mig bedst. En tandplejer har nu fortalt mig at frugtsyren i disse produkter
er dårlig for tænderne. Kan det passe, og hvad skal jeg i givet fald drikke
istedet? Er det bedre med de her energi-drikke, der er på markedet? Det jeg
ber om svar på er, hvad er mindst skadeligt for tænderne?

Med venlig hilsen
Jesper




Kære Jesper.

Tak for dit spørgsmål.

Dit væskebehov er stort, når du cykler meget.
Det er derfor vigtigt at du drikker tilstrækkeligt.
Rent vand er vel at foretrække.

Men det er vel også væsentligt, at du får tilført noget energi.
Rynkeby Blandet Saft, indeholder blandet i forholdet 1/4 ca. 11 g. kulhydrat pr. 100 ml vand.

Det er selvfølgelig en skrap "kost" tandmæssigt set.

Man kan jo også købe frugtsafter, der er sødet med kunstige sødemidler, der ikke er skadelige for tænderne.
Hvis smagen ellers er nogenlunde, kunne du jo overveje det.

Ellers synes jeg, at det helt afgørende for, om du skal drikke Rynkeby eller ej, er din cariessituation.
Med andre ord: Har du tit huller i tænderne, når du kommer til tandlægeeftersyn, eller har du aldrig huller?
Dersom det sidste er gældende, kan du roligt fortsætte med Rynkeby eller tilsvarende produkter.
I modsat fald må du gå over til saft sødet med kunstigt sødemiddel, som mundbakterierne ikke kan omsætte og dermed frembringe huller.

De fleste energidrikke på markedet er alle præget af højt sukkerindhold og derfor cariesbefordrende.

Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk