Hvad er amalgam?


Dental amalgam er en blanding af metalpulver (Alloy) og metallisk kviksølv i forholdet 1:1. Alloyen, der bruges i dag, er en såkaldt non-gamma 2 type. Denne har en sammensætning bestående af, afhængigt af fabrikat, 40-70% sølv, 20-30% tin, 10-30% kobber og 0-1% zink.

Siden franskmanden Onesiphore Taveau i 1826 fandt på at ælte filede spåner af sølvmønter med kviksølv og frembringe sin Paté d`Argent til at fylde i carierede læsioner,  har der hersket tvivl om berettigelsen i anvendelse af kviksølv som del af tandplomber. I 1980'erne gik modstanden på, at det var giftigt for patienten, senere ændredes det til, at man skulle forbyde brugen af hensyn til miljøet.Den eneste accepterede bivirkning af amalgam er i følge Fédération Dentaire Internationale (1989) meget få tilfælde af allergiske reaktioner
 

Historie


Kviksølv omtales hverken af Moses eller de ældste græske forfattere. I Kina var brugen af kviksølv knyttet til alkymi omkring år 200 f.Kr. En af de tidligste anvendelser her (Shang-Yin dynastiet 1751-1112 f.Kr.) var fremstillingen af rødt blæk og sandsynligvis også i mumificering og balsamering. Theofrast beskriver giftigheden ved kviksølv og dets forbindelser allerede 380 f.Kr. Dioskorides, en græsksproget læge og botaniker, der også var feltlæge under de romerske kejsere Claudius og Nero i 1. århundrede e.Kr. kaldte i sit samleværk, De Materia Medica,  kviksølv Hydrargyros efter de græske ord for vand og sølv. Metallets identifikation med planeten Merkur kan spores til Stephanos fra Alexandria i det 7. århundrede.

Kineserne udviklede en sølvamalgam til fyldninger mere end 1000 år før tandlæger i vesten. Sølvpasta er nævnt i Su Kung, år 659 e.Kr. i hans materia medica og igen omkring år 1100 i Ta-kuan pen-ts'ao af Tang Shen-wei. I Ming perioden omkring 1500-tallet diskuteres sammensætningen: 100 dele kviksølv til 45 dele sølv og 100 dele tin. Triturering af disse elementer siges at være så solidt som sølv.

Efter exhumation af Tycho Brahe, der døde i 1601, 54 år gammel, kunne det påvises,  at han også var bekendt med metallet, idet hans skæghår indeholdt unormalt store mængder kviksølv (6.2 mg/g).

Omkring år 1800 var man begyndt at anvende d´Arcet´s metal i carierede læsioner, en legering af otte dele vismut, fem dele bly og tre dele tin. Da smeltepunktet var ubiologisk højt for pulpa publicerede og fremstillede den franske tandlæge Louis Regnard i 1818 en legering med små mængder kviksølv, som nedsatte smeltepunktet fra 100 ºC til 68 ºC . I 1819 fremstillede lægen og kemikeren Charles Bell en amalgam af sølvspåner og kviksølv, "Bell´s putty" der fik stor udbredelse som fyldningsmateriale.
 

De tre amalgamkrige


Den franske tandlæge Onesiphore Taveau fremstillede 1826 en amalgam, Paté d'Argent ved manuel sammenæltning af filede sølvmønter og kviksølv. Dette produkt vandt stor udbredelse i England. Da de to franske tandlægebrødre Crawcour, der havde haft stor økonomisk udbytte i deres hjemland, med påtrængende reklame for deres Royal Mineral Succedaneum, som de kaldte amalgamet - Royal Mineral stod for guld og Succedaneum for erstatning - i 1833 markedsførte produktet i USA, startede den første amalgamkrig. Efter et par måneder måtte brødrene nødtvungent returnere til Frankrig. Men anvendelsen af amalgam som substitut for hamret guldfolie var sat i gang. En voldsom følelsesladet strid i tandlægestanden, der gik langt udover professionelle kredse, opstod. Denne strid, der varede indtil 1856, medførte at Amerikas Tandlægeforening ekskluderede de tandlæger, der ikke underskrev et dokument om ikke at ville anvende amalgam, og endte med, da amalgamet alligevel vandt indpas, at sprænge den første amerikanske tandlægeforening, American Society of Dental Surgeons.

I 1895 blev den første systematiske, videnskabelige undersøgelse af dentale sølvamalgamers materialeegenskaber sat i gang af den amerikanske professor og tandlæge G. V. Black, hvis sammensætning af alloyet og indgående tekniske beskrivelse af kavitetspræparationens metodik og krav blev banebrydende.  Blacks amalgamteknik har siden da stort set været enerådende. I 1919 påbegyndtes på initiativ fra det amerikanske krigsministerium en systematisk undersøgelse af de bedst egnede fabrikater til de væbnede styrker af National Bureau of Standards i Washington D.C.

Den anden amalgamkrig  startede i Tyskland i 1926 hvor professor i kemi ved Kaiser-Wilhelm Institut Alfred Stock udgav flere artikler, hvori han hævdede, at kviksølvdampe kunne frigøres fra dental amalgam og forårsage forskellige sundhedsproblemer. Som et resultat af 25 års arbejde i sit laboratorium med kviksølv led han af kviksølvforgiftning.Han viste bl.a. også, at der efter penslinger med kviksølvopløsning i næsehulens mucosa umiddelbart efter kunne påvises kviksølv hjernen, idet han udførte sine forsøg på døende cancerpatienter.

Men også Stock's omfattende kvantitative undersøgelser af kviksølvs universelle tilstedeværelse i lithosfæren, hydrosfæren, atmosfæren, og biosfæren samt kviksølvkoncentrationerne i forskellige fødevarer, fortjener at nævnes. Den store serie artikler om emnet skabte berettiget opmærksomhed. Debatten blev imidlertid trængt i baggrunden ved udbruddet af anden verdenskrig.

Den tredje amalgamkrig, der endnu ikke er afsluttet, startede i 1970'erne. Den oprindelige orale galvanisme, der skyldes elektrisk strøm mellem forskellige metaller i munden blev afløst af den såkaldte amalgamisme eller mikromercurialisme. Det epidemilignende forløb brød ud i mange lande med typisk mange uspecifikke symptomer og har blandt andet resulteret i dannelsen af patientforeninger mod amalgam. Med jævne mellemrum blusser krigen op i medierne, og der synes generelt at være sammenblanding af forholdene omkring toksiciteten af de organiske kviksølvforbindelser og  af det uorganiske kviksølv.
 

Reference:

Tulinius AV, Johansen LG (1991) Dental amalgam - the possible contribution to mercury burden in greenland inuit. Arctic Med. Res. 50:73-75.

Tulinius AV (1995) Mercury, dental amalgam fillings and intellectual abilities in inuit school children in Greenland. Arctic Med. Res. 54:78-91.

Tulinius AV (1998) Sølvamalgamfyldninger hos grønlandske Inuit - methylkviksølv - skolebørn og intellektuelle præstationer. Nordiska Hälsovårdshögskolan, Göteborg. MPH 1998:4-6.

www.spoergtandlaegen.dk