Hej Axel !!

Vores datter på snart 7 er ved at have den sidste 6 års tand fri af
tandkødet i sin overmund.

Desværre har vi nu opdaget at den ene spids på tandens yderside er helt gul
dog stadig hård, mens resten af tanden ser god ud. Kan den virkelig mangle
sin emaljen, eller er der noget andet galt. Hvilken behandling vil der
være. Der har ikke været noget med de tre andre 6 års tænder.

Hun har pt to rokketænder i overmunden og har tabt 4 fortænder i
undermunden og de to nye fortænder fejler ikke noget. Hun måtte dog til
tandlægen og have hevet de to forreste mælketænder ud under bedøvelse da de
blivende fortænder var 4 mm oppe og de gamle fortænder ikke ville slippe.
På det tidspunkt tog tandlægen også en sidetand, da hendes kæbe ikke var
vokset nok til at fortænderne selv kunne rette sig på den lille plads der
var.

På forhånd tak

Med venlig hilsen
Suzette



Hej Suzette.

Tak for dit gode spørgsmål.

Den situation, du beskriver vil jeg ikke være bange for.
Der er sandsynligvis tale om en ikke helt optimal emaljedannelse på netop denne seksårstand, som kan være forårsaget af lokale påvirkninger under emaljedannelsen. Denne foregår for sekserens vedkommende omkring fødselstidspunktet. Man kalder det en emaljehypoplasi.
Behandlingen består i at observere den, evt. behandle den med en tynd plasticlak. Måske vil netop den gule spids slides af med tiden.
Tanden som sådan er som regel stærk nok, så der er ikke grund til bekymring.

Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk