Hej,

 

Jeg håber, at du kan råde os som forældre. Vi har en datter, der netop er blevet 6 år. Hun har tabt 3 mælketænder i alt, og desværre har alle 3 nye blivende tænder en grim emalje. Emaljen er med gule pletter, og tænderne har et meget kedeligt udseende. Vores tandlæge siger, at hun mener, at vores datter må have beskadiget disse tænder ved et uheld, fald el. lignende da hun var 1-2 år, hvor der er sket et tryk på mælketænderne, der igen har trykket/ødelagt emaljen på de underliggende blivende tænder. Det drejer sig om de to midterste fortænder i undermunden og (indtil videre) en af de store fortænder i overmunden. Sidstnævnte er ikke vokset helt ud, men den viser tydeligt at have samme fejl/beskadigelse som de to tænder i undermunden. Emaljen på bagsiden af tænderne skulle ifølge tandlægen være pæn og normal. 6 års kindtanden er normal og pæn.

Vi er som forældre rigtig kede af det på vores datters vegne, da de nye tænder skæmmer hendes udseende meget. Hun udsættes for mange udtalelser og spørgsmål fra hendes legekammerater og er til tider rigtig ked af det. Og så er det vi spørger: Kan der gøres noget ved vores datters tænder (emaljen)? Hun skal starte i skole til august, og netop nu og fremover er det jo vigtigt, at hun er glad, har selvtillid og gå-på-mod – og ikke skal gå og skjule sine tænder bag en hånd eller en sammenknebet mund.

Vores tandlæge siger, at der ikke kan gøres noget, og at vores datter, når hun er voksen selv kan vurdere, om hun vil have indsat stifttænder. Vi håber inderligt, at det ikke er den fulde sandhed, men at der kan gøres noget kosmetisk.

Håber på at høre fra dig.

 

Med venlig hilsen

Tove Blume

Hej.

Hvis datteren ellers er indstillet på en tandbehandling, hvor der ikke skal bores, kan det forsøges, at lægge et dækkende lag plast over misfarvningerne.
Prøv at tale med tandlægen, om han/hun anser det for en realistisk mulighed.

Med venlig hilsen

<>Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk