Kære Tandlæge,
 
Jeg er pt. i Frankrig på studieophold, hvor jeg for 1½ uge siden fik at vide at alle mine sølvplomber burde skiftes. De er dog max. 7-13 år (jeg er 30).
 
Flere plomber er allerede blevet skiftet tilsyneladende uden problemer. Dog var tandlægen meget tæt på en nerve da hun borede i en lille fortand i overmunden og begyndte at tale om en evt. "devitalisering". "Hvad det så var?" - "Ja det er bare hvor jeg renser nerven lidt og lukker til igen", fik jeg som svar. Da så for to dage siden en plomb skulle skiftes på den lille (forreste) kindtand i overmundens venstre side røg hun pludselig igennem til nerven, mente hun. Tanden måtte så omgående "devitaliseres" / "renses" / "rodbehandles". Dvs. hun brugte alle 3 udtryk i flæng. Efter bedøvelsen var ok varede selve behandlingen... max. 10 minutter ! Tanden var så blevet fyldt op og fik et midlertidigt "plaster" på. Om fem dage (dvs. en uge efter behandlingen) skal det "plaster" så skiftes ud med en plastfyldning.
 
Jeg har ikke kunnet få klar besked på om nerven er dræbt eller om den er fjernet (har fået begge dele at vide). Men hun sprøjtede et hæsligtsmagende produkt igennem tanden. Da jeg ringede tilbage for at vide nærmere fik jeg af sekretæren at vide at nerven var fjernet.
 
Mine spørgsmål lyder:
Kan det passe at en rodbehandling kan udføres på 10 minutter?
Er det forsvarligt at lukke af nu med en plastfyldning?
Hvis nerven er fjernet er det så det samme som at roden er fjernet?
Bør jeg lade tanden tjekke hos en anden tandlæge?
Hvor længe kan det midlertidige "plaster" sidde og hvad er risikoen i mellemtiden?
 
Tusind tak for svar, jeg kan desværre ikke oplyse mere præcist hvad der er lavet, hvilket netop er problemet. Som jeg har fået det præsenteret lyder det nærmest som en bagatel, men det bekræftes samtidig at tanden er død. Har forsøgt at opstøve en dansk tandlæge hernede i dag til at udrede hvad der egentlig foregår. Men det har ikke vist sig muligt. I mellemtiden har jeg besluttet ikke at lade denne tandlæge udføre mere, evt. fortsætte i DK.
 
M.v.h. / Ture


Kære Ture.

Spørgsmål 1: Ja, som regel er der to kanaler, der skal renses og skylles, tørres og fyldes. Man plejer også at tage et røntgenbillede for at kontrollere om det ser rimeligt ud. Så tidsmæssigt er det måske lidt i underkanten.
2: ja. 3: nej. se links om rodbehandling på venstre side. 4: Ikke nødvendigvis. 5: Det kommer an på hvilket provisorium, der er anvendt; men det er nok en god ide at sikre sig ved en fornuftig holdbar fyldning, der dækker ud over tanden, så den ikke knækker, hvilket godt kan forekomme på en rodbehandlet tand.

Håber det er svar nok.

mvh.
Axel
www.spoergtandlaegen.dk