Hej!

Jeg er en pige på 20 år, som er igang med et bøjleforløb med togskinner og efterfølgende operation om 1,5-2 år pga. overbid og lidt skæve tænder.Jeg gik igang i december efter en samtale med min specialtandlæge. Her sagde han nogle meget direkte ting, som var i vejen med mit ansigt og mit overbid, og at jeg derfor skulle igennem en kæbeoperation. Jeg blev meget ked af det og tog tingene meget nært. Han var meget overbevisende og god til at overtale, og fik det nærmest til at se ud som om, der ikke var andre muligheder. Jeg lod mig derfor overtale til forløbet...

Jeg gik igang med forløbet - fik rykket visdomstænder + første kindtand i hver side i overmunden ud. Nu sidder jeg med togskinner i overmunden, sår og blister i kinderne, og kan mærke, at det er helt forkert. Jeg har slet ikke haft hjertet med i det. Mit overbid går mig ikke på som sådan - kun mine lidt (understreger lidt) skæve tænder, men ikke så meget, at jeg synes det er værd at gå igennem dette smertehelvede med togskinner og senere operation.

 

Jeg ved, at det er rigtig dårligt af mig og alt for sent, at jeg finder ud af det - men jeg er så ked af det. Min løsning er derfor at få taget togskinnerne af og sat retainerne (metaltråde) på bagsiden af mine tænder, sådan at de bliver holdt i den position, de er i nu. Det kan jeg godt leve med.

 

Mit spørgsmål er så: Hvad tror du/I, at det vil koste at få taget togskinnerne af? Har hørt beløb på 5.000 kr for over- og undermund, men mine sidder kun i overmunden fra hver hjørnetand og indad.

Og er det muligt at få sat retainere på i overmunden, når jeg mangler første kindtand i hver side (tand nr. 4)?

 

På forhånd mange tak!

 

Mvh. en pige i stor krise

Kære Lise

Du får først svar nu p.gr.a. lidt problemer med min tid på klinikken – sorry. Efter aftale med tandlæge Axel Tulinius fra “axel@spoergtandlaegen.dk” sender jeg svaret til ham og han sender videre.

Dette vil være mit forslag: Du skal simpelthen fortælle din specialtandlæge, hvordan du har det. Der er den mulighed, at du kan få lavet en “kompromis”behandling kun med bøjler, selv om kæbeoperation er den optimale behandling. Jeg har selv haft 2 patienter, hvor operation blev opgivet – den ene, fordi det allerede tidligt i behandlingen blev klart, at patienten var meget følsom for ALT med bøjlen (kunne måske ligne din situation?) – den anden, fordi det viste sig, at hendes helbred med tilbagevendende lungebetændelser gjorde, at hun ikke ville kunne tåle operationen. I begge tilfæklde blev behandlingen gjort færdig med bøjler alene.

Din specialtandlæge får sit honorar for bøjlebehandlingen fra Regionen, og – hvis du SLET ikke vil mere, vil han også kunne pille bøjlen af og sætte tråde på uden at det skal koste dig. Og lige på dit konkrete spørgsmål: Ja – man kan godt sætte tråde bag på, selv om 2 tænder er blevet fjernet.

Hvis situationen er den, at du simpelthen ikke føler, at du kan fortælle din specialtandlæge om hvordan du har det – ja, så må du finde en anden, og ja – det kan godt koste nogle tusinde kroner at få det hele af og få tråde på.

Men prøv at tale med ham selv – vær åben og fortæl, at du ikke kan klare det – der MÅ være en løsning.

Held og lykke ønskes du af

Lis Højensgård, specialtandlæge i Silkeborg

(kan evt. hjælpe dig – tlf. 40 84 51 88