Jeg har fået 4 implantater, da jer født under blivende tænder (nr. 5 i over og underkæbe). For et års tid siden, fik jeg implantater. Den ene mælketand havde været tabt i ca. 1,5 år før implantatbehanldingen, de andre blev trukket ud i forbindelse med behandlingen. Forløbet gik ok, og få mdr. havde jeg nye flotte implantater. Jeg er ikke ryger, men forfalden til fest-rygning, hvilket vil sige, at jeg - når jeg er i byen  ca. 2 gange pr. måned - ryger en pakke cigaretter. Efter sådan en fest fik jeg ondt i alle implantater, og 4 dage efter tabte jeg det ene  - det, hvor mælketanden havde været ude længe, og hvor min tandlæge vist havde lavet et eller andet med knoglen. Skyldes afstødningen mon, at jeg "fest-røg"?
 
Jeg venter nu på at få indsat et nyt, men spekulerer på, om jeg er nødt til helt at opgive min festrygning, hvilket jeg vil savnde....
 
Et andet spørgsmål stiller jeg for en pårørende: Jeg fik betalt mine implantater af amtet, giver der lign. dækning for skinner, der påsættes pga. at nedslidte tænder (manden er diabetiker)?
 
Hilsen
 
Lise


Kære Lise.
 
 

Rygning er en af de ting man skal holde sig fra som implantatmodtager. Det er anført i "lærebogen" som en kontraindikation for succesfuld implantatbehandling.
 
Der er jo en mulighed for at en knogleopbygning, som du tilsyneladende har fået udført, ikke helt er lykkedes.
Men alligevel - skær festrygningen væsentligt ned - det skader i hvert fald på ingen måde.
 
Normalt dækker amtet ikke skinner til nedslidte tænder.
Har du medicinkort eller hvis du er økonomisk småt kørende er der mulighed for hjælp hos kommunen.
Prøv at forhør dig her.
 
Med venlig hilsen
 
Axel
og et længere svar fra Steffen
 
Svar til Lise

"Skyldes afstødningen fest-røg?"  Neeej nok ikke - og så jooo måske alligevel. Et kort og klart svar er sjældent fyldestgørende,
så her er en lidt længere version.
Hvis tandimplantater er helet perfekt ind i kæbeknoglen kan en enkelt festrygning - uanset mængden af tobak - IKKE akut skade
så implanterne falder ud.
Men rygning ER hæmmende for al vævsheling både i og udenfor munden, dels fordi de allermindste blodkar, som er vigtige i områder med heling efter skader og hvor der skal nydannes væv, lukker helt eller delvist, dels fordi iltindholdet i blodet generelt falder.
Begge dele fører til manglende ernæring til og liv i knoglerne og det er netop knoglernes liv og helingsevne der er altafgørende for om implantater (tandimplantater, hofteimplantater, knæimplantater m.fl.) vokser fast, så de kan bære belastning.
Rygning mindsker kroppens helingsevne uanset om det kun er 3 cigaretter hver dag eller om det - som i dit tilfælde - er 20 stk et par gange om måneden.
For få år siden skelnede vi ikke så skarpt mellem rygere og ikke rygere, men der har vist sig at være stor forskel. Jeg kan oplyse at jeg idag giver 100 % garanti eller pengene tilbage til ikke rygere, mens rygere (uanset hvor lidt eller hvor sjældent) må bære 50-100 % af ansvaret for en behandling som ikke lykkes. Det er " take it or leave it ".
Rygning er dog ikke den eneste årsag til mislykkede implantatbehandlinger. Mange generelle sygdomme har indflydelse på blodet og blodkarets kvalitet og dertil kommer også de genetisk betingede helingsproblemer. En test af dit spyt kan afsløre evt. genetiske fejl i knoglehelingen, men testen koster ca. 2.000,- og laves kun ved mistanke.
Jeg vil råde dig til først og fremmest helt at droppe rygningen inden næste operation.

Hvad angår dit andet spørgsmål er der ikke umiddelbart hjælp at hente til den behandling du nævner, hverken fra amt eller kommune.
Dine implantater er betalt af amtet fordi amts-specialtandplejen i de fleste tilfælde bedømmer manglen af en eller flere blivende tænder som et handicap, som behandles gratis som en engangs-ydelse.

Held og lykke med den videre behandling.

Hilsen Steffen.
www.spoergtandlaegen.dk