Hej -

For nogen tid siden fik jeg slået en flis af den ene
fortand i overmunden; og da halvdelen af den i
forvejen var af plastic, mente min tandlæge, at jeg
skulle få en porcelænsfacade på i stedet. Som sagt, så
gjort, men jeg fik ret hurtigt bidesmerter i den ene
side og fik at vide, at tanden var for lang dér. Den
var ganske rigtigt også længere end den oprindelige,
så der blev slebet lidt af. Det hjalp midlertidigt,
men så meldte det sig igen, og proceduren blev
gentaget. Tanden er nu 'kortere' i det hjørne end den
oprindeligt var, men jeg kan stadig være lidt øm, hvis
jeg bider hårdt med fortænderne. Ydermere er tanden
mørknet kendeligt i forhold til den anden fortand,
hvilket ikke var tilfældet, da facaden var helt ny.
Min tandlæge mente så, at vi måtte holde øje med den,
og at det måske kunne være nødvendigt med en
rodbehandling. Noget nervøs over alt dette spurgte jeg
mig for hos en anden tandlæge, som tog en
vitalitetstest og et røntgenbillede. Han erklærede, at
tanden som sådan ikke fejlede noget, men at cementen
var mørknet under facaden - noget han selv havde
oplevet i sin praksis.

Mit spørgsmål er derfor: skal jeg bare henvende mig
til min tandlæge og sige, at facaden er fejlslagen og
må laves om på hans regning? Hvad kan bidesmerterne
skyldes, når nu tanden er kortere, end den har været
størstedelen af mit liv? Er det muligt, at enden af
porcelænsfacaden sidder, så den generer tandkødet ved
hårde bid?

Jeg ser frem til at høre fra dig!

Anders


Hej Anders.

Det med at cementen ændrer farve har jeg aldrig set eller hørt om til trods
for at jeg i gennem tiderne har lavet mange facader.
At kanten generer tandkødet ved sammenbid holder ikke.
Snarere tror jeg at en grundig undersøgelse vil vise en beskadigelse af
tandens nerve og at det er grunden til misfarvningen og smerterne.
En "død" tand kan i nogle tilfælde godt reagere positivt på en
vitalitetstest. Måske er pulpa beskadiget allerede ved den første
plastfyldning eller ved fremstillingen af facaden.
Jeg synes du skal gå til egen tandlæge og gøre som du selv foreslår.

mvh
Axel
(og glædelig jul)
www.spoergtandlaegen.dk