Jeg er 28 år. Fået fjernet en visdomstand i højre undermund i fredags (15.11). Den lå lidt på tværs, og der var stadig lidt betændelse, selvom jeg havde fået antibiotika i en uge inden. Jeg blev bedøvet via injektion inden indgrebet og 1 eller 2 gange under indgrebet. Det er nu søndag, og jeg har stadig nogle smerter, men de er til at leve med. Det som foruroliger mig er, at min tunge i højre side stadig er følelsesløs (snurrer) Underlæben viser ingen tegn på følelsesløshed. Jeg har svært ved at spise, da jeg ikke rigtig kan åbne munden. Når jeg prøver at åbne munden mere end det jeg kan (med fingre) eller rækker tunge/bevæger tungen over i modsat side, er det som om, det trækker i tungen og højre side af højre undermund.
Der var lidt problemer med at få tanden ud, p. gr. a dens stilling (den var ikke synlig), og tandlægen måtte af og til bruge et bor. Da han fik den løs, var det lige som om det gav et smæld ved  min hage (et underligt sted synes jeg, når nu det var min højre visdomstand, han trak ud)
Jeg er blevet syet med et enkelt sting.
Er det normalt at gå rundt med følelsesløshed/snurren i så lang tid efter indgrebet?
Med venlig hilsen
"Den urolige"  

Kære urolige.

Tak for dit udførlige spørgsmål.
Den nerve, der forsyner den ene kæbehalvdel er en del af trigeminusnerven. Lige før den løber ind i et hul på indersiden af underkæben (nervus mandibularis) for at forsyne underkæbehalvdelens tænder og en del af tandkødet samt højre underlæbe, deler den sig i en nervegren, der forsyner halvdelen af tungen med nervetråde. Denne gren (nervus lingualis) ligger som regel  meget tæt på indersiden af en retineret visdomstand. Ved operativ fjernelse af visdomstænder kan denne nerve beskadiges. Det kan enten være at der er opstået en blodansamling, som komprimerer nerven eller den kan være blevet læderet under operationen. I mange tilfælde heler nerven fuldstændig symptomfrit op efter en uges tid efter indgrebet. I andre tilfælde er der sket alvorlig irreparabel skade på nerven og man må leve med nedsat funktion af tungen.
Det er heldigvis ikke normalt at gå rundt med følelsesløshed/snurren efter en visdomstandsoperation.
I meget sjældne tilfælde, hvor skaden er sket på nervus mandibularis er følelsesløsheden udstrakt til kæbehalvdelen og samsidige underkæbedel.

Det at du har normal følelse i underlæben tyder på at det "kun" er lingualisnerven der er påvirket.

At du har snurren i tungen er trods alt gode tegn og  kunne tyde på, at skaden ikke er så omfattende og at nerven vil hele fuldkomment igen i løbet af et stykke tid.
Endelig kan suturen eller stinget virke irriterende og hæmme bevægelsen af slimhinderne. Så måske hjælper det, når den fjernes.

Hvis tilstanden ikke har ændret sig indenfor en uge, skal du henvende dig til din tandlæge.
På sygehusenes kæbekirurgiske afdeling kan der være mulighed for at få genetableret forbindelsen i en beskadiget nerve.

Der er altså en god mulighed for at alt normaliseres uden indgreb.

Lad mig høre nærmere.


Med venlig hilsen

Axel
www.spoergtandlaegen.dk