Hej.
Min datter fylder snart to år. Hun fik sin første tandbørste inden hun fik tænder og har altid elsket at "børste tænder" selv, men lige så snart vi vil børste hendes tænder har hun reageret meget voldsomt og hysterisk. Vores eneste mulighed for at få børstet hendes tænder er, at faren holder hende helt fikseret og jeg forsøger så at børste. Det har vi ikki haft mod på at gøre hver dag, og nu kan jeg se at der er grå/sorte belægninger i hendes kindtænder i undermunden. Det bekymrer mig meget. Vores dreng på 7 år har altid haft meget fine tænder og vi har gjort meget ud af tandhygiejne hjemme hos os. Betyder de belægninger at hun har huller i tænderne? Kan man få huller på så kort tid? Kan man børste dem væk? Hvilken behandling anbefales?
Jeg kan ikke forestille mig at hun vil lade tandlægen komme til, og hvis vi holder hende fast i tandlægestolen, ligesom vi gør når vi børster tænder, vil hun nok føle det som et overgreb og udvikle tandlægeskræk. 
 
mvh. bekymret mor på Færøerne

Hej bekymrede Færing.
Belægningerne betyder ikke nødvendigvis, at der er huller, men kan måske forklares ved at tandbørstningen er besværlig og derfor måske utilstrækkelig på de bageste tænder.
Man kan godt få huller på så kort tid, men de sidst frembrudte mælketænder kan jo naturligvis ikke have været i risikozonen ret lang tid, da mælketandsættet først er komplet omkring toårs alderen.
Man kan ikke børste dem væk, hvis hullet er brudt igennem emaljen.
Lad en tandlæge vurdere situationen. Det kan gøres hurtigt og meget skånsomt, hvis hun sidder hos far eller mor. Det vil ikke påføre datteren noget traumatisk, hun kan huske.
Hvis der kun er tale om overfladiske cariesangreb, kan de holdes nede ved pensling med Fluorholdig lak.

Håber dette har beroliget dig en smule.

Med venlig hilsen
Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk