Hej Axel,

 

Jeg har et problem som jeg meget gerne vil høre din mening om.

 

Jeg har en datter på 10 år som ikke taber sine mælketænder, hun har for et år siden fået trukket 2 tænder ud ved tandlægen. Vores tandlæge havde ikke tid til at blive ved med at forklare hvad der skulle ske, da min datter konstant gik i panik, så det ende med et overgreb i form af at en hold hende og en satte noget i munden på hende så de kunne komme til at bedøve hende.

Denne oplevelse sidder naturligvis dybt i hende. Der er ingen tvivl om at min datter har fået tandlægeskræk.  Vi har det i ca. 1 ½ år gået til bøjletandlæge og det viser sig at de blivende tænder nu ænder kurs, så de ikke kommer rigtig ned, da der sidder mælketænder og blokere. Hun skal nu have trukket yderligere 4 tænder ud og jeg er ikke sikker på at det stopper her. Min datter gik helt i panik da bøjletandlægen fortalte om dette. Jeg kontaktede børnetandplejen som vi i øvrigt skal til årlig kontrol hos på onsdag om muligheden for at ligge vores datter i fuldnarkose, dette mente hun ikke var nødvendigt, hun ville forslå at man skulle gøre det over 2 gange og hun ville fortælle vores datter om hvad der skulle ske undervejs, denne opgave synes hun var spændende!!!! – det synes jeg jo som mor slet ikke om, jeg føler ikke at man tager hensyn til barnets tav.  Jeg har nu sat mig i forbindelse, med en klinik som hedder Godt Smil og som ligger folk i fuld narkose, dog ved jeg ikke pt om de også gør dette ved børn. 

Jeg har så yderligere fået at vide, at vælger vi denne behandling skal vi melde os ud af skoletandplejen og selv betale fremadrettet, dette kan jeg ikke overskue, da min datter har nogle udfordringer med hensyn til tandstillingen. Jeg er selv helt med på at betale for behandlingen at fuldnarkose, ingen tvivl om det, men jeg tænker at vi bagefter kommer tilbage til systemet og at de forsætter.

 

Undskyld en meget lang mail, jeg håber du kan finde rundt i den og at den har givet en indikation omkring mit/ vores dilemma.

Er selvfølgelig interesseret i gode råd og idéer til hvordan vi løser dette problem. 

 

Med venlig hilsen

Bettina


Hej Bettina.

Tak for dit spørgsmål.
Mit forslag er, at du henvender dig personligt til den kommunale overtandlæge og forelægger ham problemstillingen.
Det er synd, hvis din datter skal lide af tandlægeskræk frem over. Der er den mulighed enten, at hun bliver behandlet af en anden tandlæge inden for børnetandplejen, der har tiden og forståelsen for barnets verden, eller at din datter bliver henvist til behandling i Specialtandplejen i narkosebehandling. Det kan godt lade sig gøre. Så kan tandudtrækningerne udføres i en seance uden eftersiddende psykiske traumer.
I øvrigt er det min erfaring, at børn, der gennemgår tandregulering bliver mere fortrolige og trygge tandpatienter.

Bedste hilsener
Axel V. Tulinius
Tandlæge,MPH
www.spoergtandlaegen.dk