Hej igen Axel
 
Jeg har skrevet til dig tidligere, og du har sansynligvis meget travlt, men jeg vil nu alligevel gerne udvide mit spørgsmål. Så hvis du vil svare på begge dele, ville jeg være meget taknemmelig. Jeg har hørt om et stof der hedder noget i retning af Percy Ho, hvilket måske var værd at overveje i min søns tilfælde. Det skulle være et stof der indkapsler hullet og derved forhindrer det i at udvikle sig. Og man undgår derved at bore. Er det giftigt og er det rigtigt at det der er den risiko at stoffet kan ødelægge nerven og at man derefter vil være nød til at hive tanden ud?
 
Med venlig hilsen og på forhånd tak
 
 
Den 21/10-03 skrev jeg:
 
Jeg har et spørgsmål angående min 4-årige søn, som har et hul i en af sine kindtænder.
 
Efter at hullet er blevet opdaget har vi børstet og børstet meget koncentreret på dette sted, men det er desværre ikke lykkedes os at få det børstet væk. Vi går nu til tjek med 1-2 måneders mellemrum. Jeg tror at tandlægen håber på at min søn vil vokse sig fra sin tandlægeskræk, men det bliver tilsyneladende ikke bedre. Han er hundeangst og vil faktisk ikke engang op i stolen. Og jeg ved at det vil blive næsten umuligt at få ham igennem en boring, og i så fald kun med magt og så er han da helt sikkert tandlægeangst resten af livet.
 
Derfor er jeg meget interesseret i at høre mere om sandboring, som tilsyneladende ikke er så smertefuldt og jo netop blev anbefalet til børn.
 
Kan du anbefale det til en 4-årig tandlægeangst dreng og ved du hvem der udfører det?
 
Med venlig hilsen og på forhånd tak for hjælpen
 
Signe
 
Kære Signe.

Percy Howes væske er ammoniakalsk sølvnitratopløsning. Den smøres på hullet og efterlader den meget sort og meget grim. Væsken blev brugt for 25-30 år siden
hvor der virkelig var brug for ressourceknappe midler. Det virkede -  men så forfærdeligt ud.
Det ødelægger ikke nerven, men må nok siges at være skrappe sager.

I dag vil man foretrække gentagne penslinger med 2% Fluorholdig lak til at holde hullet nede.

Mht. sandblæsning, egner det sig bedst til meget overfladiske huller, specielt på fortænder og glatflader og barnet er nok lige så ræd for det som den traditionelle metode.
Jeg kender ikke nogen der udfører det.

For nogle år siden kom en metode frem, hvor man påfører hullet en væske, Natriumhypochlorit, består den af, men har forskellige produktnavne. Med specielle instrumenter kan hullet så rengøres og fyldes, uden boring. Ulempen er at den tager alt for lang tid til at være et brugbart element i tandplejen, hvor cost/benefit skal vurderes.
Apparaturer med påblæsning af Ozon er nyt, men ikke sikkert undersøgt endnu.
Ulempen er, at den tager meget lang tid.

Alternativt: Find en tandlæge, der giver sig tid til at vinde barnets tillid. Det kan godt kræve tålmodighed af såvel forældre som tandlæge - men stoler barnet på at behandlingen nu også ER smertefri kan man nå meget langt og få en god og tryg patient ud af en skrækslagen.

Med venlig hilsen

Axel