Hej Axel

 

Jeg har et ret akut spørgsmål - skal tage stilling i dag, da jeg har en tandlægetid.

Så jeg håber virkelig, at du vil give mig en second opinion.

 

Jeg knækkede i december et stykke af en plastfyldning i en visdomstand i underkæben.

Fik den repareret og har siden gået til tandlægen cirka hver 14. dag med grimme smerter og meget følsomme tænder - ikke kun visdomstanden, men også de 2 kindtænder ved siden af.

Lige inden påske, blev det rigtig slemt, gik til tandlægen igen efter påske, hvor tandlægen uden tøven gik i gang med at rodbehandle, og her kommer mit issue......jeg er ikke meget for rodbehandlinger, er af den tro, at det kan give betændelse, som går i blodbanerne og i værste fald skadeligt for helbredet. Jeg havde en uforklarlig blodprop i hjertet i efteråret. Er sund, rask, slank, ikke ryger, ikke stress, ikke alkohol - altså ingen overhovedet anlæg for blodprop. Jeg har allerede 4 rodbehandlinger, hvoraf den ene i årevis har givet dunkende fornemmelser ved bihulen. Så jeg sagde, at jeg nok mest var til at trække den ud - det kom helt bag på tandlægen.

Den andensidste af de alm. kindtænder er også rodbehandlet. Her knækkede filen for tandlægen, gav smerter/betændelse, hvorefter tandlægen savede tanden over og bevarede den ene halvdel og den ene rod. Herpå er så sat en krone, dvs. en halv tand og et ret stort mellemrum.

Som min tandlæge så siger - du får mindre tyggeflade i den side. ......Vil jeg risikere de øvrige tænder, har jeg tyggeflade nok? Det er ret grænseoverskridende for mig at skulle få trukket en tand ud, men jeg har ikke lyst til at gå med flere døde tænder i munde. Jeg er 53 år.  Jeg er rigtig meget i tvivl, om jeg skal få trukket tanden ud eller fuldende den påbegyndte rodbehandling?

Jeg takker på forhånd for din vurdering af dette.


Mange hilsener hende, der bruger en masse ressourcer på at blive afklaret.

 

Gerne anonym  - om muligt

Hej.

Tak for dit gode spørgsmål.
Jeg synes du har en meget fornuftig tilgang til problemet.
At rodbehandle en visdomstand i underkæben er at spille med ukendte odds. Der kan være flere rødder end man umiddelbart kan se, de kan være svært fremkommelige, krumme, skæve og trange og med flere bikanaler, som ikke lader sig sufficient behandle. Jeg synes, du skal få tanden ud. Også af hensyn til din tidligere hjertelidelse.

Med venlig hilsen
Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk