Hej.
Jeg er en 22 årig pige som aldrig har haft et hul og som altid får at 
vide, at jeg børster tænderne rigtig fint.
I dag var jeg så til mit årlige tandlæge eftersyn, og fik at vide at 
jeg havde lidt parodontose!? Tandlægen lød meget overrasket over det, 
men sagde at jeg bare skulle bruge tandtråd hver dag og komme igen om 
1 år. Vidste ikke hvad parodontose var før jeg slog det op på nettet 
da jeg kom hjem, og nu har jeg en masse spørgsmål som jeg ikke fik 
stillet.

Kan det gå væk igen hvis jeg bruger tandtråd?
Skal jeg regne med at mine tænder falder ud en dag?
Bør jeg gå oftere til tandlæge end en gang om året?
Har du andre gode råd?

På forhånd tak for svarene..

Hilsen Pernille

Hej Pernille.

Mit tilbagevendende store spørgsmål er hvorfor nogle tandlæger ikke giver sig tid  til at forklare tingene tydeligt.
At du skal hjem og finde ud af hvad parodontose er for mig at se noget helt uacceptabelt.

Hvis du virkelig har parodontose (det ses af og til på så unge og end da yngre end dig) virker det ikke rigtigt, at du skal vente et år til næste besøg.
Der skal sættes ind med grundig instruktion i renhold af tænder og omhyggelig kontrol og tandrensning i tandkødslommerne.
Du kan standse udviklingen ved dels at bruge tandtråd, bruge tandstikkere og dels en omhyggelig tandbørstning flere gange om dagen.
Du skal gå hyppigere til tandlæge, indtil der er helt styr på tingene.
Og bed din tandlæge om at forklare sig mere.
Du behøver ikke at være bange for at miste tænderne. Med en god tidlig indsats fra din tandlæge og dig selv, tror jeg ikke der er nogen risiko.

Med venlig hilsen
Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk