Kære Axel

For 6 dage siden fik jeg fjernet de 2 nederste visdomstænder. Tandlægen mente både før og efter at det var en temmelig kompliceret operation, da tandroden bøjede indad og næsten rørte ved næste tand. I højre side havde jeg meget høje smerter ved selve operationen.
 Nu er den side ikke smertepræget - faktisk er den så godt som stadig bedøvet. Jeg kan i højre side af den nederste mundhule og i højre side af tungen ikke mærke noget. fx ikke kulde, varme og jeg kan heller ikke smage på den side af tungen. Jeg kan dog sagtens bevæge min tunge, og der er en slags prikken i den, som om den sover, men ingen bedring de sidste 3 dage. Kan jeg forvente at dette er en permanent tilstand?
Ydermere har jeg efter nogen dage udviklet en meget kraftig smerte i venstre side. Efter at have læst lidt på det mener jeg at der må være tale om tilstanden dry socket, men kan der gøres noget ved det når såret er lukket med sting? Og hvor længe kan jeg forvente at smerten vedbliver? Den har været meget kraftig i nu 2-3 dage.

VH
Sidsel


Hej  Sidsel.

Det  kan godt være det er en dry socket, du har. Det eren meget smertefuld oplevelse. Det kan lindres, ved at tandlægen lægger en såkaldt eugenol-mêche ned i hullet efter tanden.  Den skal så skiftes dagligt indtil smerten er væk eller til at holde ud. Uden behandling  kan der gå en til to uger.
Din følelsesløshed i højre side kan skyldes, at den nerve, der forsyner sideranden af tungen  og mundbunden og ligger meget tæt på indersiden af visdomstanden, er blevet skadet eller irriteret.
Hvis den er revet over under operationen, må du desværre påregne en permanent tilstand, men forhåbentligt er der blot sket en blodansamling omkring  nerven og den vil så i løbet af dage kunne fungere normalt igen.


Med venlig hilsen
Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spørgtandlægen.dk