Hej Axel

Tak for super god og informativ side.

Har fået lavet et omfattende krone-/broarbejde (23 stk. i alt) -  lavet på en gang.  Det er en uge siden, og jeg har ret stærke smerter i bageste kindtand ved sødt, koldt og varmt. Føles som ved "følsom tandhals", bare mange gange værre. Det afgrænser sig klart til et bestemt område bag på tanden, som også reagerer på tandbørstning, som er helt umuligt lige der!

Må tage smertestillende for at kunne spise/drikke/børste tænder, men de hjælper ikke meget - om overhovedet. Et par gange er der "smuttet" noget derom - og det har gjort så ondt, at det trak tårer - ganske ulideligt, faktisk.  Den mindste påvirkning udløser en uudholdelig smerte. 

Mine spørgsmål:  Kan tanden ha' taget skade under beslibning - eller slutter kronen evt. ikke helt tæt? Kan det behandles på nogen måde - eller skal det blot ha' tid?

 

Med venlig hilsen

Celina P. 

Hej, tak for spørgsmål.
Det var et stort stykke arbejde, du fik lavet!

Det kunne tyde på, at der ved beslibningen (præparationen) af bageste tand er blevet meget lille afstand til tandnerven, hvorfor den er blevet ekstremt følsom.
Man kan forsøge, at lægge et beskyttende lag plast bag på tanden, som hindrer påvirkninger udefra. Der kan også være en chance for, at det vil
være gavnligt at pensle tanden - gentagne gange -med  specielle lakker f.eks. Gluma eller andre desensibiliserings midler.
I værste fald må kronen bores igennem og tanden rodbehandles.
Når du har det som du siger, tror jeg ikke det bliver bedre med tiden uden behandling.

Med venlig hilsen
Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk