Kære Axel,

Min mand var til tandlæge i går pga. tandpine. Tandlægen sagde at der var
betændelse i tandroden, derefter åbnede han ned til roden og ja der var
betændelse. Derefter blev min mand sendt hjem med pencillin-kur og en
lille rod-fil.Tandlægens besked var at hvis det begyndte at "trykke" i
tanden igen, skulle han bare bruge det rod-filen til at lette trykket. Min
mand fik en tid igen om en uge.
Mit spørgsmål er nu, kan det være rigtigt at der ikke skulle gøres noget
for at fjerne betændelsen og lukke hullet midlertidig?

På forhånd tak for dit svar.

Venlig hilsen
Ann

Kære Ann.

Betændelsen kommer fra den "døde" tandnerve og ligger nu udenfor tandroden i kæbeknoglen.
Det er herfra smerterne kommer.
Det er helt rigtigt at åbne og rense ud og skylle den dårlige rod. Penicillinkuren skulle så gerne få bugt med betændelsen.
Man plejer at lægge noget desinficerende og smertelindrende ned i tanden, hvorefter der lukkes for åbningen med en midlertidig
fyldning, der nemt kan fjernes ved næste tandlægebesøg for videre behandling.
En rodfil er kun beregnet til brug af tandlæger eller hjælpepersonale, der har modtaget passende undervisning heri.
Jeg vil på det bestemteste fraråde, at der udleveres rodfile eller lignende til patienter. Det kan gøre mere skade end gavn
og kan i værste tilfælde være livstruende, dersom instrumentet tabes eller smutter i munden.

Med venlig hilsen
Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk