Hej Axel, jeg har fået lavet et porcelænsindlæg til en af mine kindtænder (den største). Det skulle erstatte et gammelt porcelænsindlæg som var revnet og der var kommet lidt karius i tanden. Men jeg kan ikke tygge på tanden, da den er meget følsom. Jeg har fået den slebet ned ad flere omgange fordi den var lidt for høj. Nu er den bestemt ikke for høj, men den er stadig øm og jeg kan ikke rigtig tåle at tygge på den. Min tandlæge siger at det kan skyldes at tanden tanden bliver presset udad når jeg tygger og at jeg måske skal have en provisorisk krone på, så tanden ikke kan bevæge sig. Det kan også være at der er problemer med roden  og at tanden i sidste ende skal rodbehandles. Tanden er ikke temperaturfølsom. 

Men nu er mit spørgsmål: Jeg har lige fået lavet et dyrt porcelænsindlæg til 5.500kr., kunne han ikke have undersøgt om tanden kunne klare indlægget ? Hvor meget koster det at lave en provisorisk krone, hvis der ikke er noget i vejen med roden?

 

Med Venlig hilsen

Charlotte

Hej Charlotte,
det er jo altid hensigtsmæssigt at vurdere, om det er forsvarligt at tilbyde en behandling til 5500 kr. uden en grundig (røntgen, vitalitetstest f.eks.) undersøgelse af den pågældende tand.
Hvis teorien om at tanden presses udad når du tygger holder stik, skulle det jo kunne klares ved indslibning og det er jo gjort. Så kan jeg ikke se, at en provisorisk krone skulle hjælpe, da den jo også vil opføre sig på samme måde ved tyggebelastning.
Hvis du vælger en provisorisk krone, synes jeg ikke den bør koste noget. Det vil ikke være rimeligt.
Mere sandsynligt er at der er problemer med en eller flere af de tre måske fire rodkanaler i tanden og det er det der giver dig smerten.
Betændelse i tandnerven (pulpitis) kan specielt i de flerrodede tænder være lusket. To rodkanaler kan være visnet, men med en vital i behold vil den reagere som om tanden er ok.

Du kan evt. give tanden en observationstid for at se om det bliver bedre.

Med venlig hilsen

Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk