Goddag

 

Jeg er i lidt af et dilemma, for medens min tandlæge er på ferie, har jeg fået en gevaldig tandpine de sidste par uger, stigende i styrke.

Konsulterede en anden tandlæge for 2 dage siden, der tog røntgenbilleder af 7’eren i undermunden og mente, uden dog at kunne konstatere det på billederne, at tanden måtte være flækket, med de smerter jeg beskrev.  Voldsom trykfølsom og meget intolerant overfor koldt. Tandlægen (erfaren 60 årig) var af den overbevisning, at den lige så godt kunne fjernes på mistanken, men hun havde ikke tid, da mit besøg kun var af kort afklarende karakter.

Jeg får så en tid i dag hos hendes kollega (meget ung), der ringer mig op, med den melding, at han ikke mener tanden bør fjernes. Han siger at de har drøftet sagen og at de nu pludselig er enige. Mao. rodbehandling og efterfølgende krone.

 

Mine tandproblemer begyndte for 3 mdr. siden, da jeg bed i noget hårdt, der gjorde, at tanden mistede en lille stykke foroven – som sådan ikke noget problem. Tanden indeholder en stor ”sølvfyldning” fra skoletiden. Jeg hælder mest til extraktion, da den modsvarende tand i overmunden fint kan hvile af på min underkæbes sunde og raske visdomstand. Jeg er 50 år og har aldrig haft tandproblemer.

 

Jeg ville blive glad for en lidt hurtig second opinion.

 

Bedste hilsner fra Kristian


Hej,

tak for spørgsmål.

Bed din tandlæge om at lukke tanden op, med den bemærkning, at hvis den er flækket (og som regel på langs og det kan være svært at vurdere fra et røntgenbillede) eller nerven er involveret, skal den bare extraheres.
Ellers foretages en tæt plastfyldning, da der kan være caries under den gamle amalgam fyldning.

Som du siger er der bid nok i den region og en rodbehandling med senere kronebehandling kan så undgåes.
Det er også hvad jeg kan forstå din indstilling.

Med venlig hilsen

Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk