I Jan  fik jeg rodbehandlet en lille hjørnetand. Vist en 5er i højre side af undermund, der blev færdigbehandlet.

 

Dagen efter var der smerter og jeg fik så en vepicombin behandling.

 

I februar blev tanden revideret og jeg fik en metronidazol behandling og midlertidig fyldning.

 

Maj blev tanden atter skyllet og midlertidig fyldt.

 

I Nov. var jeg på tandlægehøjskolen, hvor de sagde den skulle skylles igen, men at de da ikke ville dødsdømme tanden.

 

Gik ugen efter til min tandlæge der rensede og skyllede med jod (jeg sad med et kvarter) og noget andet desinficerende.

 

Under rensning gjorde det meget ondt. Tandlægen sagde, at det var fordi nerverne uden for roden stadig var levende. Er det normalt, at det gør ondt under og efter rensning og skylning?

 

Lige efter var tanden nogenlunde og bare lidt øm.

 

Om natten fik jeg voldsomt ondt og tog smertestillende piller.

 

Næste dag startede jeg på vepicombin behandling igen, efter råd fra tandlægen, der sagde, der var smerter p.g.a. at der var blevet trykket på rodspidsen.

 

Sidder nu med smerter og på piller og ved ikke mine levende råd.

 

Vil penicillinen hjælpe,  er der revne i tanden eller en overset rodkanal. Har du et godt råd til mig.

 

M.v.h.

 

B.


Hej.

I sådanne tilfælde som dit, er det en god ide, at supplere Vepicombinen med Metronidazol.
Mit bud på det lange smertevoldende forløb er, at der i meget få tilfælde , ca. 1 ud af hundrede, er en bifurkatur i tandens nerve (deling af nervestrengen i tanden).

Du kunne jo være en af de "heldige".

Hvis den ikke behandles vil der fortsat være reaktioner fra tanden og vil kunne forklare det usædvanlig forløb.
Det kan være meget vanskeligt at finde en sådan og lykkes det ikke, kan man anbefale et lille operativt indgreb, hvor tandlægen går ind gennem tandkødet og lægger en fyldning i rodspidsen.
Du kan selvfølgelig også bede din tandlæge om at henvise dig til en anden tandlæge, der hovedsageligt beskæftiger sig med endodontisk behandling (rodbehandling).

Jeg har selv været ude for at nummer to fortand i undermunden på trods af en ordentlig rodbehandling fortsat drillede.
Der var en ekstra kanal, som er yderst sjældent forekommende. Og med rodbehandling af den forsvandt smerterne. Men jeg har kun oplevet det en (1) gang.

Håber du bliver smertefri.

Med venlig hilsen
Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk