Hej
Kunne ikke få min mail til at fungere direkte under din hjemmeside, så sender sådan her istedet.
Har i dag været hos skoletandlægen med min søn på 8 år. Han er meget nervøs for at gå til tandlægen. Ved ikke rigtig hvorfor. Han har slået tænderne på et tidspunkt, men om det har noget med det at gøre, ved jeg ikke. Han har ikke nogle grimme oplevelser hos tandlægen ellers. Jeg har det selv svært med tandlæger, og om han har hørt noget den vej skal jeg da ikke kunne afvise 100%.
Vi har snakket en del om at han skulle til tandlægen i dag, og at han skulle tage det roligt, og at der ikke ville ske noget der gjorde ondt. Det går fint med at komme i stolen. han slapper ikke af, men han gør det.
Så siger tandlægen at der er et stort hul i en tand som min søn faktisk har klaget over den sidste uge. Det vil de lave med det samme. Min første tanke er, at det skal de ikk for det vil aldrig gå, men jeg får ikke sagt noget.
Tandlægen er virkelig sød og stille og rolig giver hun en forklaring på hvad der skal ske, men min søn går helt i panik. Holder sig for munden, græder og skriger. Vi bruger en halv time på at "overtale" ham, men intet hjælper. Tandlægen bliver ved med at sige, at det skal laves og at de ikke har tid igen før efter jul, så i syv sind og presset af situationen, er vi så dumme at prøve at skrue bissen på, og førsøger at tvinge ham til det.
Det ender med at vi må give op, og så siger tandlægen, at vi skal have en anden tid, og så skal han have noget beroligende.
Nu har vi så en tid til på tirsdag den 2. dec. hvor han skal komme fastende og så skal han have noget beroligende.

Mine spørgsmål er:

1. Er det okay at give et barn beroligende? Hvordan vil han reagere på det? Hvor lang tid er han påvirket, tandlægen snakkede noget om 24 timer. Kan han evt. få for meget, og hvad så?

2. Hvordan forholder jeg mig til den tandlægeskræk som han har, og som jeg så udemærket kan sætte nig ind i. Hvordan hjælper jeg ham over det?

Håber du kan nå at svare på mine spørgsmål med så kort en frist.

Med venlig hilsen
Karina

Hej Karina.

Det er en vanskelig situation du og ikke mindst din søn er kommet i.
Af en eller anden grund er der opstået et mistillidsforhold mellem din søn og tandlægen.
Det vigtigste er at få genetableret tilliden. Det kan tage noget tid og flere tandlægebesøg, hvor der er god tid til at snakke og så småt begynde at bruge forskellige instrumenter, som absolut ikke må gøre ondt. F.ex. pensling af tænderne med Fluor, pudsning med gummikop og evt. prøve lattergas. Flere klinikker har i dag  helt smertefrit bedøvelses udstyr.
Nogle børn har glæde af at høre et eventyr eller noget musik gennem head-phones til at aflede opmærksomheden fra de forskellige tandlægelyde.
når man er nået til gensidig tillid, er det muligt at udføre alle nødvendige behandlinger, måske både vha. lattergas og injektion, uden at der forekommer smerte.
Som du selv er inde på, er det ikke hensigtsmæssigt at anvende tvang.
Men til det aktuelle: Det er OK at give din søn noget beroligende, f.x. Diazepam 5 mg en halv time før den aktuelle behandling. Det virker angstdæmpende ret hurtigt og virkningen fortager sig ret hurtigt.
At han skal være fastende er vel fordi det påregnes at anvende lattergas (eller helnarkose). Men tag og spørg tandlægen, så I er velforberedte til tirsdag.
Du har selv lidt tandlægeskræk, så måske var det en ide at lade en anden, som drengen er tryg ved, tage med ham til tandlægen.

Selv om det formentlig "kun" er en mælketand, der driller synes jeg ikke det er rimeligt, at din tandlæge ikke har tid til at behandle ham før efter jul!

Med venlig hilsen
Axel Tulinius
Tandlæge, MPH
www.spoergtandlaegen.dk